Mange indbrud i Silkeborg
Fra fredag til søndag har der været ikke mindre end 26 indbrug i private hjem
Weekenden har været travl for indbrudstyvene i Silkeborg. 26 indbrud har politiet i Silkeborg registreret, og det er langt flere end normalt. Det skriver MJA.DK.
- Det er meget voldsomt i forhold til det normale mønster, også i forhold til januar, der har været en forholdsvis fredelig måned, siger vicepolitiinspektør Claus Nørgaard fra politiet i Silkeborg til MJA.DK.
Langt de fleste indbrud er sket fredag og lørdag, og tyvene har typisk skaffet sig adgang fra bagsiden af huset. Politiet vurderer, at der er tale om organiseret tyveri.
- Vi er i gang med at opsøge lokale indbrudstyve, men der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at de står bag, siger Claus Nørgaard.
Politiet er derfor stadig uden spor i sagen, og eventuelle vidner kan henvende sig til politiet i Silkeborg på telefon 114.