Mand stjal havetraktor
En mand i Randers fik forårsfornemmelser og lange fingre
13. maj 2015, kl. 13:35
Mere end 30 dage gammel
Forårsvejret indbyder til haverengøring. Så meget at en mand i Randers tirsdag hapsede en havetraktor - måske for at få ordnet haven.
Indbruddet skete mellem mandag klokken 10 og tirsdag klokken 10.45, hvor havetyven lagde vejen forbi et hus på Viborgvej i Randers.
Her stjal han ifølge politiet både en rød Jonsered-havetraktor og en del el- og håndværktøj.
Østjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen og kan heller ikke bekræfte, om gerningsmandens lange fingre også var grønne.
Politiet oplyser dog, at der yderligere blev sparket en dør ind til huset for at stjæle fiskegrej.