Mand forfulgte små skolepiger i bil og til fods - politi efterlyser vidner

Politiet har endnu ikke nogen teori om, hvorfor en mand løb og råbte små piger

Politiet vil meget gerne høre fra vidner i sagen, der fandt sted på Østergårdstoften i Hjortshøj.

To små piger blev tirsdag udsat for en ubehagelig oplevelse, da de var ude at gå i forbindelse med en idrætstime.

Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

- De synes, der er en bil, der kører langsomt efter dem, og det bliver de selvfølgelig utrygge ved, siger kommunikationsmedarbejder Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.

Læs også Politiet efterlyser formodet voldtægtsmand

Løb og råbte efter piger

Episoden fandt sted på Østergårdstoften i Hjortshøj omkring klokken 11.20.

Da pigerne begyndte at løbe, steg en mand ud af bilen og begyndte at løbe efter dem, mens han råbte ukvemsord i retning mod dem.

Jeg forstår udmærket godt, at pigerne bliver bange, og derfor tager vi også denne henvendelse alvorligt.

Jakob Christiansen, Østjyllands Politi

Efter at manden havde løbet og råbt efter de skræmte piger, gik han tilbage til sin bil og kørte væk fra stedet. 

Politiet har endnu ikke nogen teori om grunden til mandens adfærd.

- Vi vil rigtig gerne snakke med ham for at finde ud af, hvad hans motiv kan være.

Læs også Per forfulgte polsk lastbil - nu hædres han af politiet

Sparsomt signalement

Pigerne så manden og kan give et sparsomt signalement, men de havde i sagens natur mest ryggen til, fordi de havde travlt med at løbe væk fra manden.

- Han er mellemøstlig af udseende og bar et grønt tørklæde, og så kørte han i en sølvgrå bil, siger kommunikationsmedarbejder Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også 31-årig kvinde i undertøj slog med tankpistol og bed betjent

Politiet vil meget gerne høre fra borgere, der kan hjælpe med oplysninger i sagen. 

- Jeg forstår udmærket godt, at pigerne bliver bange, når en mand løber efter dem og råber, og derfor tager vi også denne henvendelse alvorligt, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Østjyllands Politi kan kontaktes ved ringe 114. 

Læs også Politiker vil have to timers gratis parkering i midtbyen