Mand fængslet for grov vold
En 42-årig mand er varetægtsfængslet for grov vold mod en bekendt. Offeret er i livsfare.
En 42-årig mand er blevet varetægtsfængslet for grov vold mod en bekendt, der lørdag stadig var i livsfare efter deres opgør fredag aften, oplyser Århus Politi. Episoden fandt sted, da de to mænd var sammen med to kvinder i en lejlighed på Egevangen i Solbjerg syd for Århus. De to mænd, der begge var påvirket af spiritus, kom op at skændes -
formentlig på grund af jalousi - og det endte med, at den 42-årige overfaldt den 40-årige med flere knytnæveslag. Slagsmålet fortsatte på parkeringspladsen foran ejendommen, hvor den 40-årige faldt om efter endnu et knytnæveslag. Ifølge Århus Politi var offeret stadig i livsfare lørdag eftermiddag. Lægerne har sagt, at han formentlig vil få alvorlige mén, hvis han overlever. Den 42-årige har overfor politiet erkendt, at han slog sin
bekendte, og blev lørdag varetægtsfængslet i to uger for grov vold.