Mand dømt for at blufærdighedskrænke seksårig
En 39-årig mand fra Lystrup er blevet dømt for at blufærdighedskrænke en 6-årig pige. Han er idømt 60 dages ubetinget fængsel
En mand er blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel for at have krænket en seksårig pige.
Den 5. august ved 16.30-tiden tog manden kontakt til pigen, der legede ved Elstedhøj-bebyggelsen i Lystrup ved Aarhus.
Han lokkede pigen hen til et grønt område under påskud af, at der var nogle dyr i nærheden. Her befølte han hende under tøjet, og efterfølgende gik han fra stedet og pigen gik hjem.
Læs også
Kort efter kom politiet og fandt på baggrund af vidneudsagn frem til den dengang 38-årige mand, som samme aften blev anholdt på sin bopæl i nærheden.
Den nu 39-årige mand blev onsdag idømt en ubetinget fængselsstraf på 60 dage for blufærdighedskrænkelse.
Manden udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.
TV2 ØSTJYLLAND har gentagne gange kontaktet anklager Birgitte Ernst for at få en kommentar, men dette har ikke været muligt.