Mand amok på værtshusgæster

Uddelte skalle og slag med både hånd og flaske

Foto: Colourbox

En 26-årig mand er i dag blevet fængslet i fire uger sigtet for at opført sig voldelig i det aarhusianske natteliv.

Manden gik omkring klokken to i nat amok på flere gæster på et værtshus på Fredens Torv i Aarhus.

Til at begynde med nikkede den 26-årige mand en anden mand en skalle, hvorefter han slog ham i hovedet med en flaske. Derefter slog han endnu en mand i hovedet.

De to ofre på henholdvis 42 og 46 år måtte efterfølgende på skadestuen for at få behandlet deres skader. Den ene af mændene blødte fra ansigtet, men er igen blevet udskrevet.

Den 26-årige mand er kendt af politiet for lignende episoder, fortæller vagtchef Klaus Hvegholm Møller fra Østjyllands Politi:

- Han har et meget voldsomt temperament. Vi ved ikke præcis, hvad det var, der fik ham til at hidse sig op, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Politiet mistænker, at manden kan have været påvirket af narkotika.