Mænd tvangsgiftes også
Mænd i tvangsægteskaber et overset problem
Hver femte gang telefonen ringer hos landets kvindekrisecentre er der en mand i røret. Og samtalerne handler blandt andet om mænd, der tvinges ind i ægteskaber mod deres vilje. Det fortæller P4 Østjylland.
Og det er et overset problem, mener projektkoordinator Christina Christensen fra LOKK, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre.
- Jeg synes generelt, at vi har haft rigtig meget fokus på de unge kvinder, men de unge mænd har vi ikke haft fokus nok på i forhold til, at de også står i nogle rigtigt svære dilemmaer. De er udsat for samme form for pres, siger hun til P1 Dokumentar.
Hun forklarer, at det ofte handler om, at familier fra etniske minoriter vil have de unge mænd gift med en kusine eller en anden families datter, som de kender. Og det kan udvikle sig til trusler fra de unge mænds forældre eller fra onkler og tanter, hvis de takker nej til tilbuddet.