To mænd luskede rundt
Politiet har anholdt en mand for forsøg på indbrud, efter han tirsdag aften interesseret iagttog husene på Beder Landevej
To mænd af udenlandsk udseende kørte tirsdag aften rundt i Beder i en Grøn Toyota, hvor de interesserede iagttog husene på Beder Landevej.
- De blev set af anmelder, som syntes, at det virkede lidt mærkeligt, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mændene var særligt interesserede i ét hus. Her steg den ene mand ud af bilen kiggede sig om på adressen.
Senere på aften så en patrulje den samme bil, som de standsede. I bilen var der kun en mand, men politiet foretog en ransagning, hvor de i mandens mobiltelefon fandt billeder af inventaret i det hus, han havde set nærmere på.
- Der er ikke grundlag for at fremstille den anholdte, så efter endt afhøring bliver han løsladt, men han er sigtet for forsøg på indbrud, siger Marianne Morgen.
Den anden mand har politiet ikke været i kontakt med.