Må leve med skandale-færge

Kanhave bliver ikke udskiftet med en ny færge foreløbig

På Samsø må øboerne indstille sig på, at de ikke får en ny færge til erstatning for den skandaleramte Kanhave.

Ifølge Samsø Posten har rederiet Danske Færger nemlig meddelt, at Kanhave fortsætter på ruten mellem Hou og Sælvig indtil videre.

Samsingerne var ellers blevet lovet en ny færge. Men en strid om, hvem der skal betale havneanlægget, har fået rederiet til helt at opgive at sætte en ny og bedre færge ind mellem Hou og Samsø.

- Rederiet Danske Færger har, på grund af manglende samarbejde fra Samsø Kommune, omdisponeret indsættelsen af den første færge fra Sietasværftet.  Det betyder, at færgen Kanhave vil forsætte sejladsen på Samsø Vest ruten i henhold til kontrakten med Samsø Kommune, skriver rederiet i en pressemeddelelse.