Lys antændte drivhus
Stearinlys skulle holde drivhus frostfrit, men antændte i stedet flamingokasser
3. maj 2015, kl. 13:54
Mere end 30 dage gammel
Ejeren af et drivhus i en kolonihave ved Østermarksvej i Odder havde forsøgt at holde sit drivhus frostfrit med et stearinlys.
Det lykkedes også, måske endda lidt for godt. For der opstod en mindre brand i drivhuset.
- Vi mener, brandårsagen er lyset, som var placeret ovenpå nogle flamingokasser. Det har så antændt kasserne, oplyser Kim Mildahl fra Odder Brandvæsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det var forbipasserende, der alarmerede brandvæsenet, som hurtigt fik slukket branden.
Drivhuset overlevede, men flamingokasserne kan ikke bruges igen.