Lynnedslag satte ild til hus
Lynnedslag fra et mindre lokalt tordenvejr antændte et hus i Havndal
Torsdag eftermiddag blev Randers Brandvæsen kaldt ud på en opgave, hvor et lynnedslag havde sat ild til et mindre husmandssted på Trudsholmvej i Havndal nord for Randers.
Der var ingen hjemme i huset, da lynet ramte, men en opmærksom nabo opdagede branden.
- Der var en nabo, som så tordenbraget, og få minutter senere så han, at der kom røg fra huset, siger indsatsleder Anders Jensen fra Randers Brandvæsen.
Han fortæller, at lynnedslaget antændte tagkonstruktionen på huset og at flammerne fik fat i noget halm, som lå på loftet.
- Der var en kraftig røgudvikling, da vi kom frem til huset, men vi sendte to hold røgdykkere ind, og vi fik hurtigt branden under kontrol. Huset mangler nu en fjerdedel af taget, som faldt ned da tordenskraldet ramte, og så er der skader efter branden, ligesom der er vandskader. Så det er ubeboeligt, siger Anders Jensen.
Han fortæller, at et andet lyn i området har ramt en transformator, så enkelte hustande i nabolaget er uden strøm.
Randers Brandvæsen fik meldingen om branden torsdag eftermiddag klokken 16.30.