Lukning af færge og ny direktør
Ekstraordinær generalforsamling i Mols-Linien endte med, at Preben Wolff forlader posten som adm. direktør
Søren Jespersen bliver ny administrerende direktør i Mols-Linien. Det står nu klart efter eftermiddagens bestyrelsesmøde. Dermed fik storaktionær Per Gullestrup sin vilje.
- Vi kræver en ny direktør og en bestyrelse, der har de fornødne kompetancer til at håndtere den krise, Mols-Linien er i, for der er virkelig krise - både når man ser på regnskabet for 2010 og forventningerne til 2011, sagde Per Gullestrup tidligere i dag.
På generalforsamlingen blev det også besluttet, at trailerfærgen der sejler Aarhus - Kalundborg bliver nedlagt.
Beslutningen kommer, efter at en analyse af Mols-Liniens tre færgeruter har vist, at Maren og Mette - godsfærgerne der sejler mellem Kalundborg og Aarhus - ikke kan opnå tilfredsstillende resultater.
Færre lastbiler
En af grundene til at man vil nedlægge godsfærgerne er, at antallet af lastbiler er faldet fra 360.000 i 2005 til 250.000 i 2010. Det er anslået at godsfærgerne de seneste år har givet rederiet et dagligt underskud i omegnen af 100.00 kroner.
Samtidig har rederiet modtaget en meddelelse om, at kombifærgeruten ikke lever op til lovens kriterium om en bilfærgerute.
- Uanset at der er fremkommet en mindre forbedring af ruteresultatet på det seneste, er det bestyrelsens opfattelse, at den nuværende situation ikke er holdbar, lyder det i en meddelelse fra Mols-Linien, som i stedet vil fokusere på de to hurtigfærgeruter.
En nedlæggelse af hurtigfærgen mellem Odden og Ebeltoft har ellers også været til diskussion, men bestyrelsen har besluttet at fastholde driften af færgen, mens ruten Odden-Aarhus bliver udbygget.
- Det er bestyrelsens opfattelse, at Odden-Ebeltoft-ruten skal fastholdes, men at de to seajetfærger kan bruges som supplement til Aarhus-ruten i de perioder, hvor trafikmængden på Odden-Ebeltoft-ruten er lav, skriver selskabet.
Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.