Lufthavnsmøde aflyst
Manglende tilmeldte til dagens møde om Tirstrup Lufthavns fremtid fik arrangørerne til at aflyse
Et stort anlagt møde, der skulle bakke op om Aarhus Lufthavns nuværende placering i Tirstrup måtte i dag aflyses på grund af manglende fremmøde.
Mødet skulle have været holdt i Tirstruphallen. Her skulle lokale borgere og politikere i dag have drøftet, hvordan man kan bevare lufthavnen og udvikle den i fremtiden som et værn mod planerne om at bygge en ny lufthavn ved Aarhus.
Men kun 13 personer meldte deres ankomst til mødet. Arrangøren afviser, at det skyldes manglende interesse.
- Vi ser interessen på Facebook og vi ser interessen på de elektroniske underskiftindsamlinger, vi har en 10-15.000. Så problemet er nok med det her møde, at vi har valgt en forkert dag,siger Carl-Eric Würtz Pallesen.
Arrangøren satser på at holde et nyt møde i den nærmeste fremtid, og det bliver højst sandsynligt en hverdagsaften.