Lufthavn trodser krisen
Det bedste resultat i 10 år
Trods økonomisk krise i store dele af samfundet kan Aarhus Lufthavn ved Tirstrup glæde sig over en fremgang i passagertallet i 2011.
I alt havde lufthavnen sidste år 591.355 passagerer, hvilket er 5,3 pct. flere end i 2010.
Aarhus Lufthavn oplevede fremgang både på indenrigs- og udenrigsflyvningerne, men det var især charterturisterne, der i stor stil gav lufthavnen medvind.
Sidste år bød således på en fremgang på mere ed 20 pct. målt på antallet af charterrejsende.
Bedre veje til lufthavnen
Ifølge Aarhus Lufthavn skyldes den positive udvikling blandt andet, at vejene til lufthavnen er blevet forbedret.
- Der er næppe tvivl om, at den positive udvikling, vi p.t. er vidne til, i vid udstrækning kan tilskrives de forbedrede adgangsforhold til Aarhus Lufthavn i form af Djursland Motorvejen og Ny Lufthavnsvej, skriver Aarhus Lufthavn på sin hjemmeside.
- Konsekvensen af disse forbedringer er, at lufthavnen billedligt talt er flyttet 25 minutter mod syd-vest, hvilket har styrket lufthavnens konkurrencesituation markant.