Lokalformænd vil have Messerschmidt tilbage

Efter forliget mellem B.T. og den tidligere Dansk Folkeparti-politiker mener flere lokalformænd, at Morten Messerschmidt skal tilbage til partiet.

Morten Messerschmidt får støtte fra flere østjyske lokalformænd, der alle ønsker ham tilbage til Dansk Folkeparti.

Årsagen er det forlig, han har indgået med dagbladet B.T.

I april hævdede avisen, at Morten Messerschmidt havde heilet og sunget en tysk nationalistisk sang under en våd bytur i Tivoli. Noget som politikeren hele tiden har benægtet at have gjort.

Alligevel meldte han sig ud af partiet og blev løsgænger i Folketinget.

I dag indgik de to parter forlig, hvilket betyder, at det nu er op til partiledelsen, om Messerschmidt kommer tilbage til partiet.

Regionalt får han dog støtte.

- Hvis Morten Messerschmidt kan anerkende det forlig, der er indgået, så ser jeg gerne, at han kommer tilbage til Dansk Folkeparti, siger DF's lokalformand i Favrskov, Niels Kallehave, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Flere lokalformænd ønsker ham tilnage i partiet. En enkelt vil endda tage direkte kontakt til partiet på Christiansborg.

- Jeg vil ringe eller maile til partisekretæren og sige, at på grund af forliget, så vil jeg opfordre til, at han kommer tilbage, fortæller DF's lokalformand i Randers, Børge Olsen.

Morten Messerschmidt må dog væbne sig med lidt tålmodighed. Her til aften udsendte Dansk Folkeparti denne pressemeddelelse:

<I>Dansk Folkeparti har med tilfredshed noteret sig, at Morten Messerschmidt og dagbladet BT i dag har indgået et forlig, der renser Morten Messerschmidt for de ubeføjede beskyldninger om nazihyldest, som avisen fremsatte mod ham, men erklærer sig afventende i sagen.

Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl siger:

"Vi antog, indtil vi så TV.avisen kl. 18.30, at Morten Messerschmidt og BT havde indgået en aftale. Derfor blev vi overraskede og chokerede over, at BTs redaktør Arne Ullum i TV-avisen til trods for det underskrevne forlig fremturede og påstod, at "Morten Messerschmidt hyldede Hitler i en kæmpe brandert".

Såfremt Arne Ullum og BT fastholder deres beskyldninger, som de blev fremsat i TV-avisen, må vi anse forliget som brudt fra BTs side, hvorfor vi desværre ser os nødsaget til at afvente nærmere afklaring mellem Morten Messerschmidt og BT."</I>

<a href="/files/dokumenter/andet/MM_BT_udtalelse.doc" target="_blank">Klik her og læs den fælles udtalelse fra B.T. og Morten Messerschmidt (Word-fil)</a>

Se indslaget, hvor flere lokalformænd, ønsker Morten Messerschmidt tilbage, ved at klikke på linket under denne historie.