Lokale borgere fanger biltyv

23-årig mand stjæler bil ved Brugsen i Tved

Foto: Colourbox

En gruppe årvågne borgere pågreb søndag en biltyv på Øhovedvej ved Tved, det oplyser Østjyllands Politi. 

Forinden havde den 23-årige mand stjålet en Toyota Corolla årgang 1985 fra Brugsen i Tved. Biltyven flygtede fra Brugsen, og undervejs påkørte han anden bil, da han forsøgte at overhale højre om.

Den dramatiske flugt fortsatte over flere kornmarker, hvor han også forcerede et hegn, inden han til sidst endte i en grøft. 

Han forsøgte at flygte til fods, men en gruppe borgere fik ham indhentet og tilbageholdte ham, indtil ordensmagten ankom og anholdte den 23-åige mand.

En spiritusprøve viste efterfølgende at manden var spirituspåvirket.