Lindberg tror på DM-guld
Horsens IC kan med en sejr onsdag aften over Bakken Bears sikre sig DM-guldet
Onsdag aften spilles den femte kamp i finaleserien i basketball, og her kan Horsens IC med en sejr over Bakken Bears sikre sig DM-guldet.
Inden dagens kamp står der 3-1 til Horsens IC, og da der spilles bedst ud af syv kampe vil endnu en sejr til horsensianerne udløse DM-guld.
Men kommer den i aften?
- Det tror jeg helt bestemt, siger Christian Lindberg fra Horsens IC.
Se: Horsens IC-træner hylder fansene
Bakken Bears har fordel af hjemmebane til aftenens kamp, som spilles i Vejlby-Risskov Hallen ved Aarhus.
Christian Lindberg har tidligere spillet for de aarhusianske bjørne, og derfor vil det være ekstra specielt at kunne sikre DM-guld og løfte pokalen i Aarhus.
- Det vil være en kæmpestor drøm, fordi jeg har spillet deroppe. At vinde på deres hjemmebane vil være en rigtig fed sejr holdet og specielt for mig, siger han.
Kampen mellem Bakken Bears og Horsens IC starter klokken 19.15.
Du kan se interviewet med Christian Lindberg i videoen øverst på siden.