Lig fundet i havnebassin

Intet tyder på en forbrydelse, lyder det fra politiet

Østjyllands Politi og redningsmandskab fra Falck har søndag eftermiddag bjærget liget af en mand i Randers Havn.

- Umiddelbart tyder intet på, at han har været udsat for en forbrydelse, oplyser vagthavende hos Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Liget er fundet i den del af havnen, som er beregnet til mindre fartøjer, som lystbåde og er en del af Gudenåen.

- Liget har ligget i vandet i længere tid. Om det er en ulykke, og hvor og hvordan den - i så fald - er sket, kan vi ikke sige noget om. Vi må afvente resultatet af de retsmedicinske undersøgelser.

Østjyllands Politi oplyser søndag eftermiddag i en pressemeddelelse, at der er tale om en 30-45årig mand, der er iført en mørk køredragt. Politiet har ikke oplysninger om savnede personer, der svarer til den omkomne.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 14.53.