Letbanen afspærrer flere overkørsler: Vil køre op til 100 km/t

Flere overkørsler vil blive spærret midlertidigt i op til 25 minutter

Aarhus Letbane fortsætter testkørslerne på letbanestrækningen mod Grenaa i uge 43 og 44. Foto: Aarhus Letbane

Det kan ende med en pause ved letbanestrækningen mod Grenaa, hvis man i disse dage er ude at køre om aftenen eller om natten.

Aarhus Letbane fortsætter nemlig testkørslerne på letbanestrækningen mod Grenaa i uge 43 og 44, og i den i forbindelse afspærres flere overkørsler på samme tid, så letbanetogene kan køre så hurtigt som muligt.

- I løbet af de her to uger kommer vi til at køre op til 100 kilometer i timen. Det kræver også, at man har en strækning, der er godkendt til det, og det bliver letbanestrækningen mod Grenaa i løbet af foråret 2019, siger Jens Velling, der er kommunikationschef for Aarhus Letbane, til TV2 ØSTJYLLAND.

Testkørslerne har indtil videre primært fundet sted i tidsrummet mellem klokken 8 og klokken 18.

02:12

Letbanen nærmer sig sin første fødselsdag, men trafikanterne har endnu ikke vænnet sig til den. Ni gange har politi og ambulance rykket ud til ulykker, men i alle tilfælde har ulykken skyldtes uopmærksomme bilister, cyklister eller fodgængere.

Luk video

Vil genere mindst muligt

I uge 43 og 44 - som er fra 22. oktober til og med 4. november - vil testkørslerne dog ske mellem klokken 19 og 05 om natten.

Det gælder for testkørsler på strækningerne mellem Østbanetorvet i Aarhus og Grenaa samt mellem Lisbjerg og Lystrup.

- Vi har lagt testkørslerne aften og nat fremfor i dagtimerne for at genere trafikken mindst muligt. Det er selvfølgelig rigtig, at hvis man kører aften eller nat kan man blive forsinket op til 25 minutter, siger Jens Velling til TV2 ØSTJYLLAND.

I løbet af de to uger vil flere overkørsler blive spærret midlertidigt i op til 25 minutter om aftenen og natten. I den forbindelse deles teststrækningen op i delstrækninger på op til 25 kilometer.

Mens hver delstrækning testkøres, vil alle overkørsler på delstrækningen blive midlertidigt spærret.

Delstrækninger i forbindelse med testkørsel

• Østbanetorvet i Aarhus til Hornslet
• Hornslet til Kolind
• Kolind til Grenaa
• Lisbjerg til Lystrup

Testkørslerne fortsætter

Aarhus Letbanes testkørsler fortsætter frem til midten af november. Fra uge 45 vil letbanetogene igen mest køre i dagstimerne og med midlertidige afspærringer af overkørsler på mellem 5 og 15 minutter. Aarhus Letbane vil dog forsøge at undgå at lukke overkørsler i myldretiden.

Aarhus Letbane skal testkøre på strækningen mellem Grenaa og Aarhus for at opnå godkendelse af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.