Lejere i Randers står sammen

Danner gruppe, der skal følge sagen

Lejerne i Randersegnens Boligforening har tidligere været samlet til orientering, men nu får de egen forening (arkivfoto)

De op mod 1500 lejere i den kriseramte Randersegnens Boligforening går nu sammen i et forsøg på at stå stærkest muligt, når der skal ryddes op i det juridiske og økonomiske kaos i foreningen.

Lejerne har på et møde hos Randers Lejerforening etableret en kontaktgruppe som skal forsøge at redde de mange lejere helskindet gennem den kommende tid.

- Formålet er, at vi berørte lejere kan få et fælles talerør og informationsforum i forbindelse med den forestående juridiske og økonomiske oprydningsproces, herunder placering af et ansvar for den situation, vi er blevet bragt i, hedder det i en udtalelse fra initiativgruppen.