Ledigheden er på vej nedad

Se, hvordan udviklingen har været i de østjyske kommuner

1 af 2

Syv år efter finanskrisen brød ud i Danmark og resten af verden, ser det ud til, at udviklingen så småt er ved at gå i den rigtige retning igen.

Et af tegnene kan også aflæses her i Østjylland, hvor flere personer har fået et arbejde det seneste år. I perioden fra februar 2014 og et år frem er ledigheden faldet med 9,1 procent.

Det viser den seneste opgørelse fra De Regionale Arbejdsmarkedsråd i Østjylland - også forkortet RAR.

- Vi kan se starten på et opsving på det østjyske arbejdsmarked med stigende beskæftigelse og faldende ledighed. Det er meget positivt, siger Viggo Thinggaard, formand for RAR Østjylland, i en pressemeddelelse.

Den dalende ledighed kan registreres i alle de østjyske kommuner. I Horsens Kommune er ledigheden faldet med 16,7 procent fra 2.236 personer i 2014 til 1863 i 2015 og er dermed den kommune med det procentvis største fald.

Hvad angår antallet af ledige, som har fået et arbejde, topper Aarhus Kommune listen med 594 flere personer end i 2014.

Skanderborg Kommune er derimod den kommune, som har den absolut laveste ledighedsprocent i Østjylland - 3,1 procent - mens Norddjurs og Samsø har de højeste på henholdvis 5,4 og 7,3 procent.