Leder tyve efter mælk?

Lammetyve er måske blevet set på Djursland, hvor de leder efter råmælk

En gårdejer i Trustrup på Djursland fik en fornemmelse af, at noget var galt, da et yngre par i går bankede på og bad om at få lov at købe råmælk.

Parret oplyste, at de havde to lam, der behøvede råmælk. Og da gården i Trustrup ifølge parret var den eneste større kvægfarm i nærheden søgte de lykken der.

Kvægavleren udleverede beredvilligt fire liter råmælk i en pose til det unge par, som skønnes af være omkring de tyve år.

- Bagefter tænkte jeg: Var der ikke noget i tv forleden om, at to lam var blevet stjålet?, siger kvægavleren, der ønsker at være anonym.

Og det var der: Tirsdag aften fortalte TV 2 | ØSTJYLLAND om to små nyfødte lam, der var blevet stjålet fra et jordbrugscenter i Mårslet. De kun 30 cm høje lam er stadig for små til at klare sig uden at die eller få flaske.

SE TV-INDSLAG: To lam stjålet.(Åbner i nyt vindue)

Kvægavleren havde åndsnærværelse nok til at tage nummeret på den hvide Nissan King Van kassevogn, der var rullet ind på gårdspladsen.

- Det var nemlig nemt at huske, siger gårdejeren til TV 2 | ØSTJYLLAND om nummeret på de gule nummerplader. Familien kender ikke det unge par og understreger, at de ikke ønsker at hænge nogen uretmæssigt ud, men blot ønsker sagen belyst. - Det kan jo være uskyldige mennesker i nabolaget, lyder det fra gårdejerne.

Familien ringede til politiet, der kunne oplyse, at den nummerplade burde sidde på en helt anden bil: En udlejningsvogn af det italienske lastvognsmærke Iveco.

Politiet undersøger i øjeblikket sagen. De to små lam blev stjålet dagen efter, at der havde været åbent hus på jordbrugscentret i Mårslet. Det kan ifølge politiet have inspireret nogen af gæsterne til at vende tilbage og stjæle de to lam, der så desværre viste sig at være for små til at leve af foder, og i stedet skal have råmælk på flaske døgnet rundt.