LED-lys skal spare millioner
Udskiftning af trafiklys sparer samtidig CO2
Ved at skifte glødepærer ud med LED-lys i 17 signalanlæg langs hele Ringvejen sparer Aarhus Kommune 190.000 kroner om året. Når resten af byens trafiklys på længere sigt skal skiftes ventes den samlede besparelse at nå op på 2,2 millioner kroner.
- Vi udskifter (i første omgang. red.) de gamle glødepærer i 550 lanterner. Kommunens elforbrug bliver reduceret med ca. 112.000 kWh, hvilket svarer til 25 husstandes årlige elforbrug. Det vil give en årlig besparelse på 190.000 kr., fortæller projektleder ved Trafik og Veje, Michael Bloksgaard.
Derudover vil kommunen spare penge på den løbende vedligeholdelse. LED lys har nemlig en levetid på ti år, hvorimod glødepærer kræver udskiftning hvert andet år.
Bedre trafiksikkerhed med LED-lys
- Samtidig med udskiftningen af pærer bliver antallet af lanterner (det vil sige den enkelte enhed, eksempelvis 3-lys) reduceret med godt 10 %. Det gør de signalregulerede kryds mere overskuelige og betyder eksempelvis, at venstresvingende bilister altid ved, hvor de skal kigge hen efter venstresvingslyset. Herved styrkes trafiksikkerheden i krydsene, fortæller projektlederen i en pressemeddelelse.
Det er Ringvejens 17 signalregulerede kryds mellem Grenåvej og Aarhus Syd Motorvejen, der udskiftes til LED lys. Netop på denne strækning krydser Ringvejen alle de store indfaldsveje, og de forbedrede signalanlæg vil være til gavn for tusindvis af trafikanter, som hver morgen og eftermiddag kører til og fra arbejde i Aarhus.
Aarhus Kommune vil fortsætte indsatsen for en bedre og mere CO2-venlig trafikafvikling, og Trafik og Veje vil hen over tid skifte samtlige lyskilder i kommunens signalanlæg til LED lys. Når alle lyskilder er udskiftet, vil den årlige CO2-besparelse være på 400 tons om året, hvilket svarer til en reduktion i elforbruget på 1.300.000 kWh og en forventet besparelse på 2,2 millioner kroner.