Laura mistede sin mor: Hadede alle mødre på Mors Dag
I flere år efter sin mors død, havde Laura et anstrengt forhold til Mors Dag
Selv om det er Mors Dag, køber Laura Boje Pedersen ikke blomster til sin mor.
Hendes mor døde for syv år siden af leverbetændelse.
- Man tror ikke rigtig, at sådan noget sker, før det sker for en selv, siger Laura Boje Pedersen, der er går på PTU - Parat Til Uddannelse i Randers.
Hadede alle mødre
Det var startskuddet til, at Mors Dag blev forbundet med alt andet end glæde.
Læs også
- Jeg havde et had til alle mødre. Had til alle mennesker jeg kendte, der havde mødre, der skulle fejres, siger Laura Boje Pedersen.
Da hendes mor blev syg, boede Laura Boje Pedersen i Sønderjylland, fordi hun var i gang med en dyrepasseruddannelse i Kolding.
- Det startede med, at min mor lå på sofaen og havde gulsot. Det havde hun fået i løbet af et par timer. Så blev hun indlagt med det samme. Som jeg husker det, tog det ikke mere end en lille måned. Hun skulle have en ny lever, men det var for sent, siger Laura Boje Pedersen.
Helt uforberedt
Derpå flyttede hun til Randers, hvor hun startede på handelsskolen.
Læs også
- Jeg var lige blevet 18 år og var overhovedet ikke forberedt på hendes død, så det var svært at få tingene til at hænge sammen, siger Laura Boje Pedersen.
Og Mors Dag var en meget anstrengt dag for hende til at begynde med.
- Savnet bliver ikke mindre, men det bliver lidt lettere at glæde sig over, at der måske er andre mødre, der skal fejres. Jeg bruger dagen på at tænke på alle de gode ting, der var. Jeg har veninder og venner, der også kendte hende. Så kan vi sidde og snakke om det, det hjælper, siger Laura Boje Pedersen.
I dag gav hun mor-stafetten videre til sin søster.
- Min søster er blevet mor, og jeg har fået en nevø. I dag kunne jeg give hende en Mors Dags-gave. Det var ret glædeligt at se, hvordan hun reagerede på det, siger Laura Boje Pedersen.
I videoen øverst i artiklen kan du møde Laura Boje Pedersen, som i flere år har haft et anstrengt forhold til Mors Dag.