Lauge tvivlsom

Bjerringbro-Silkeborgs VM-spiller Rasmus Lauge må måske sidde udenfor i tirsdagens kamp mod Sverige

En hårdt spillet kamp mod Argentina har givet knubs til flere af den danske landsholdsspillere ved håndbold-VM i Sverige.

Ingen er dog så hårdt ramt, som Bjerringbro-Silkeborgs stortalent Rasmus Lauge, der risikerer at skulle sidde udenfor, når Danmark møder hjemmeholdet Sverige i en direkte duel om mellemrundens førsteplads.

- Det er muligt, han ikke kan spille i morgen (i tirsdagens kamp mod Sverige, red.), men han kan i hver fald spille på fredag uden problemer, sagde landstræner Ulrik Wilbek ifølge sporten.tv2.dk på et pressemøde mandag.

Fredag spiller Danmark semifinale mod enten Frankrig eller Spanien.