Lauge skaffer dansk sejr

BSV-spiller scorede det afgørende mål

Arkivfoto

Det holdt godt nok hårdt for landstræner Ulrik Wilbek og hans mandskab, men sejren kom i hus i allersidste sekund mod Polen.

Bjerringbro-Silkeborg-spilleren Rasmus Lauge sled sig igennem det polske forsvar og scorede med få sekunder tilbage det afgørende mål i 31-30-sejren i EM-forberedelsesturneringen Totalkredit Cup.

Men når glæden over sejren har lagt sig, skal holdet i arbejdstøjet. For kampen demonstrerede tydeligt, hvad landstræner Ulrik Wilbek og hans mandskab skal bruge den sidste uge inden EM-turneringen i Serbien på.

Der skal i den grad trænes og snakkes forsvar, efter at holdet fredag lukkede 29 mål ind i den uafgjorte kamp mod Slovenien og altså tillod polakkerne at lave hele 30 mål.

Polen får snart mulighed for at revanchere nederlaget. De to hold er nemlig kommet i pulje sammen ved EM og mødes 19. januar i det sidste opgør i den indledende gruppe A, hvor de to andre hold er Serbien og Slovakiet.

Danmark møder søndag Island i den sidste forberedelseskamp inden EM. Det sker i Aarhus, og kampen spilles klokken 16.15.