Lastbilchauffør afsløret i spritkørsel ved Samsø-færgen
En 47-årig mand fra Litauen blev, efter han kørte fra Samsø-færgen mandag middag, anholdt for spirituskørsel
En passager ombord på Samsø-færgen blev mandag opmærksom på en lastbilchauffør, som virkede påvirket. Derfor kontaktede han politiet, og landbetjenten på øen blev underrettet.
Betjenten på Samsø stod derfor klar at tage imod den mistænkte på færgelejet i Sælvig.
Der var tale om en 47-årig mand fra Litauen, og mistanken om spirituskørsel viste sig at holde stik.
Med til blodprøve på stationen
- Landbetjenten fattede samme mistanke som anmelderen, og derfor blev den 47-årige anholdt og sigtet for spritkørsel. På politistationen på Samsø viste alkometertesten en promille på mere end det tilladte, oplyser Østjyllands Politi.
Læs også
Efter at have taget en blodprøve på manden blev han løsladt kl. 16 samme dag.
Han er dog fortsat sigtet for spirituskørsel.