Låst inde i tårnet

Låsesmed hjalp turister ud af Himmelbjergtårnet

Foto: Colourbox

En dansk kvinde og to turister fik mere tid på Himmelbjerget, end de havde forventet, da de besøgte den østjyske attraktion i august.

Det skriver Midtjyllands Avis ifølge tv2.dk.

Den danske kvinde og hendes to familiemedlemmer var sidst på eftermiddagen taget op for at nyde udsigten fra tårnet i en halv times tid, men da de ville hjem igen, blev de mødt af en låst dør.

Heldigvis havde den lille gruppe en telefon med, så de kunne ringe efter hjælp. Og efter halvanden time dukkede en låsesmed op, hvorefter himmelbjergsgæsterne blev lukket ud igen.

- Det er selvfølgelig uheldigt og må ikke ske, siger formanden for tårnkomiteen, Peter Busck, til avisen.

Han forklarer, at situationen opstod, fordi tårnpasseren ikke lavede en inspektionsrunde, inden han låste af. De tre turister har nu fået en undskyldning og har fået refunderet både billetpris og udlæg til låsesmed.

Tårnet er nu blevet forsynet med en smæklås, så den kan låses op indefra.