Landmænd overmedicinerer
41 østjyske landmænd har fået en advarsel
Landmændene har fået 9 måneder til at sænke medicinforbruget i deres stalde. Det fortæller DR Østjylland.
Landmændene er med i den første pulje af gule kort, som Fødevarestyrelsen har sendt ud til landmænd, der har et højt medicinforbrug.
En af dem er Steen Bilde fra Hammelev ved Grenå.
- Det har jeg det rigtig, rigtig skidt med, siger han.
Steen Bilde laver 24.000 svin om året, og allerede sidste sommer advarede Fødevarestyrelsen ham om, at han havde et højt medicinforbrug.
Derfor er han nu gået over til at vaccinere smågrisene for at forhindre, at de bliver syge og skal have medicin, når de bliver ældre. Men det er en dyr løsning.
- Det koster mig 10 kroner pr. gris for de 24.000 smågrise, jeg producerer om året, så det er lille en kvart million kroner, siger han.
Ifølge Fødevarestyrelsen har en del af de landmænd, der har fået gult kort, klaget over det. Det har Steen Bilde ikke, men hans stolthed er ramt.
- Jeg mener, at jeg udfører godt landmandskab, og når man så får sådan et kort, så bliver der sået tvivl om, man forstår at passe sine dyr ordentligt. Det er noget, vi landmænd snakker rigtig meget om, når vi mødes, siger han. Fremover vil Fødevarestyrelsen sende gule kort ud hver måned til landmænd, som bliver registreret for et højt medicinforbrug.
SE VIDEO HER: