Landets bedste til nyt job

Jobcenteret i Skanderborg får topkarakter

Jobcentret i Skanderborg er landets bedste til at formidle kvalificeret arbejdskraft. Det viser Dansk Industris nye Erhvervsklimaundersøgelse blandt landets kommuner. 

Skanderborg Kommune har omlagt beskæftigelsesindsatsen så langt flere borgere aktiveres på private og offentlige virksomheder i stedet for gennem kommunale beskæftigelsesprojekter. Den nye indsats har ført til, at langt flere borgere i dag er selvforsørgende.

- Det her er en succeshistorie for den enkelte, og for Skanderborg Kommunes økonomi. Og så er det dejligt at opleve, at erhvervslivet i Skanderborg kvitterer med at give topkarakterer for indsatsen, siger Skanderborgs borgmester Jørgen Gaarde i en pressemeddelelse.

Skanderborg Kommune har etableret en række tilbud, hvor ledige og sygemeldte borgere får mulighed for at tilegne sig nye kompetencer, så de hurtigere kan komme i job eller uddannelse. 

Ofte er det kombineret med et forberedende forløb på det kommunale kompetencecenter. Herefter kommer borgeren ud i et jobforløb på en virksomhed. Her er den løbende dialog med Skanderborg Kommunes virksomhedskonsulenter afgørende for om forløbet fører til et permanent job.

Omlægningen af beskæftigelses indsatsen betyder,  at Skanderborg Kommune har øget antallet af virksomhedskonsulenter markant, hvilket  indebærer en tæt og intensiv kontakt med såvel virksomhed som borger. Mange flere virksomheder i Skanderborg er nu i kontakt med en virksomhedskonsulent.