Lærere vinder fin pris
Et lærerteam i Silkeborg har vundet en fornem pris
Tirsdag blev Politikens Undervisningspris uddelt. 219 erhvervsskolelærere og -teams fra hele landet kæmpede om hæderen, men da det hele skulle afgøres var det en østjysk kvartet.
Anni Nedergaard Gerdsen, Hanne Ravn, Else Jøker Pihl og Henning Juul Rasmussen fra Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg løb med prisen, som blev overrakt af undervisningsminister Christine Antorini.
Det er en af deres egne elever, Sakulna Nathap Mikkelsen, der indstillede lærerne. Det gjorde hun med denne begrundelse:
'De har evner til en god diskussion, har opmærksomhed, er søde, tålmodige, er gode til at forklare, gode vejledere, omsorg osv. Jeg har lært grundlæggende ting, om at reflektere, at udvise empati og respekt, og om vigtigheden af at inddrage børn og ældre i det pædagogiske arbejde og i omsorgsarbejdet, kommunikere, samt samarbejde om at planlægge, gennemføre og evaluere aktiviteter.'
Bente Strager, der er direktør hos Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg, glæder sig over prisen.
- Vi er rigtigt stolte af, at vi har fire undervisere, som får så stor anerkendelse, først af deres egne elever og nu også på nationalt plan. Hele skolen, alle medarbejdere, er optagede af, at vi "tør gå til kanten" og udfordre både os selv og andre, og at det både er sjovere og vi bliver dygtigere af at arbejde i fællesskab, siger hun i en pressemeddelelse.