Kvinde voldtaget i baggård

Politiet kræver 22-årig mand fængslet for grov voldtægt

Foto: Google Maps

En 22-årig mand er anholdt for en længerevarende voldtægt af en 37-årig kvinde i en baggård i Aarhus.

Politiet har anholdt en 22-årig mand, der mistænkes for at stå bag en grov voldtægt af en 37-årig kvinde i en baggård nær Klostertorvet i det centrale Aarhus.

Voldtægten fandt sted lørdag 12. november om formiddagen, men har hidtil ikke været omtalt af politiet.

- Kvinden er blevet voldtaget gennem et længere tidsrum i baggården, men vi kan ikke sige mere om sagen nu af hensyn til efterforskningen, siger politikommissær Peter Grove Munk.

Den 22-årige anholdte er ifølge politiet udenlandsk statsborger.

Han vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.

Anklagemyndigheden vil begære grundlovsforhøret afviklet for lukkede døre.