Kvinde fik albue for struben
Diskussion om en hund endte med skænderi og vold
En 35-årig kvinde blev i går eftermiddag både verbalt og fysisk overfaldet under en cykeltur i Lystrup.
Episoden fandt sted, da kvinden cyklede på en skovsti nær Lystrup Centervej. Her mødte hun pludselig ind i en mand, der kom gående med sin hund.
Kvinden og manden kendte ifølge Østjyllands Politi hinanden fra en episode en måned forinden, og det var på den baggrund, at det udviklede sig til et skænderi:
- Der havde været en uoverensstemmelse omkring en hund for en måned siden. Da hun så igen så manden med sin mand, påtalte hun episoden over for ham, siger vagtchef Klaus Hvegholm Møller til TV 2 | ØSTJYLLAND.
På et tidspunkt sparkede manden til kvindens cykel og skubbede hende op mod et træ ved at presse sin albue mod hendes hals, har kvinden forklaret til politiet.
Et tilfældig forbipasserende kom forbi og råbte til manden, at han skulle stoppe. Det fik ham til at forlade stien og løbe hen mod en boligblok i boligområdet Elstedhøj.
Østjyllands Politi kender endnu ikke mandens identitet.