Kvinde dømt for drab på sin far: Anklager har aldrig set lignende
45-årig kvinde er blevet idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling.
En 45-årig kvinde er mandag dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid for manddrab og brandstiftelse.
Det oplyser anklager Rosa Pape fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Dermed er der sat et foreløbigt punktum i en uhyggelig sag fra marts sidste år. Her satte kvinden ild til sit barndomshjem, hvor hendes 76-årige far lå og sov.
Læs også
Datteren blev anholdt få dage senere, hvor hun selv erkendte, at hun bevidst havde sat ild til huset. I retten har kvinden også forklaret, at hun satte ild til huset i Houlbjerg for at dræbe sin far.
- Jeg har aldrig haft en sag af samme karakter. Jeg har aldrig haft en sag, hvor et menneske har begået den ultimative forbrydelse, som jeg mener, drab er, ved at sætte ild til et hus, som et andet menneske ligger og sover i, siger anklager Rosa Pape til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Så syg, så hun skal hjælpes
En mentalundersøgelse har slået fast, at kvinden ikke er egnet til almindelig straf. Det er for at undgå, at hun skader andre mennesker, at hun anbringes uden længstetid.
- Det betyder, at der ikke er sat nogen udløbsdato på anbringelsen. Hun er så syg, så hun skal hjælpes. Det er for at forebygge yderligere lovovertrædelser og hjælpe hende med at få sin sindssygdom under kontrol, siger anklager Rosa Pape til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Det skal ikke forstås sådan, at man smider nøglen væk. En gang om året vil en overlæge vurdere, om hun er rask nok til at blive sluset ud i det virkelige liv. Men hun kan ikke blive løsladt, uden at retten også har været ind over.
Læs også
Den 45-årige kvinde modtog dommen.
Hun siden siddet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, mens politiet har færdigefterforsket sagen.