Kunde overfaldt taxachauffør
Diskussion omkring pris på taxatur førte til vold
13. sep 2014, kl. 10:25
Mere end 30 dage gammel
En 39-årig mand fra Aarhus blev natten til lørdag anholdt og sigtet for vold mod en taxachauffør.
- Der opstår diskussion omkring prisen på taxaturen og det ender med, at den 39-årige mand slår taxachaufføren en gang med flad hånd mod venstre kind, siger politikommissær hos Østjyllands Politi, Martin Glerup Christensen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Taxachaufføren trykkede herefter på overfaldsalarmen, og flere taxachauffører ankom til stedet.
Politiet blev tilkaldt og kunne kort tid efter anholde og sigte den 39-årige.
Hændelsen fandt sted lørdag kl. 02.27 på Grundtvigsvej i Viby J ved Aarhus.