Krisen rammer havn
Mindre gods er lig med færre indtægter på Århus Havn. Flere firmaer mærker den økonomiske krise.
2. jan 2009, kl. 07:54
Mere end 30 dage gammel
Antallet af containerskiber, som anløber Århus Havn, er egentlig ikke forandret, men det er den mængde gods, de medbringer. Den økonomiske krise har også ramt havnen.
- Der er ikke så meget aktivitet på kajen som tidligere og det betyder selvfølgelig noget for os økonomisk, siger havnens trafikkoordinator, Søren Pedersen, til JP Århus.
Også hos skibsprovianteringsfirmaet M. Jensen Skibshandel mærker man nedgangstiderne.
- Vi har slet ikke den proviantering af skibe, vi har været vant til. Det skyldes afmatningen. Lige nu går det ikke ret stærkt, siger direktør Jørgen Jakobsen til avisen.