Krickau: Meget skal forbedres

Trods sejr over Randers HH er der plads til forbedringer inden returkampen, mener Skanderborg-træner

Mandag aften mødte Skanderborg Håndbold på udebane Randers HH i den første af to kampe, som afgør hvilket af de to hold, der i næste sæson skal spille i Boxer Herreligaen.

Ligaholdet fra Skanderborg vandt opgøret imod hjemmeholdet fra 1. division med 28-26.

- Først og fremmest er jeg glad for at komme derfra uden at få en på snotten, så rent resultatmæssigt er jeg ok tilfreds, siger Nicolej Krickau, der er træner for Skanderborg Håndbold.

Se: Tabte første oprykningskamp

Han er dog ikke tilfreds med sit holds defensiv kampen igennem.

- Der er meget, vi gerne vil have gjort bedre. Der var mange aftaler i forsvaret, som ikke blev overholdt. Forsvarsspillet skal være markant bedre i returopgøret. Vi kan træne noget af det, men langt hen ad vejen handler det om taktisk disciplin og overskud, siger Nicolej Krickau.

Skanderborg Håndbold forlod mandag aften Randers med en sejr på to mål, og det betyder ifølge træneren, at intet endnu er afgjort.

- Når det kun er en føring på to mål, så kan det tippe på et enkelt dårligt minut, så det er så godt som 0-0 i returopgøret, siger Nicolej Krickau.

Returopgøret spilles på mandag i "Cigaræsken" i Skanderborg.