Kraftig blæst i den nye uge

Det ene kraftige lavtryk efterfølger det andet

Danmark er blevet ramt af to storme på mindre end fjorten dage, men det er langt fra slut med blæsevejr over Danmark.

I løbet af den kommende uge forøges risikoen for storm endnu engang over landet, lyder det fra TV 2 Vejrcenter.

- Det er som om at atmosfæren over Atlanterhavet og Nordvesteuropa er kommet ind i et 'storm mode', hvor det ene kraftige lavtryk efterfølger det andet, siger Danny Høgsholt, meteorolog ved TV 2 Vejrcenter.

Den første omgang med blæst kommer i forbindelse med et frontsystem tirsdag morgen, hvor man ved kysterne får hård kuling fra syd. Da vinden vil blæse på tværs af de store broer over Storebælt og Øresund, så kan den kraftige søndenvind erfaringsmæssigt give restriktioner for visse typer køretøjer.

Også onsdagen kan blive blæsende i den nordvestlige del af landet, men det er endnu engang en fredag, som meteorologernes øjne er rettet skarpt imod.

- Alle de modeller vi har til rådighed simulerer udviklingen af et overordentligt kraftigt lavtryk, der rammer Storbritannien og Irland torsdag aften - sandsynligvis med en regulær orkan, siger Danny Høgsholt.

Nyt lavtryk nærmer sig
I løbet af fredagen nærmer lavtrykket sig Danmark, men det vil antageligt svækkes lidt, som det bevæger sig frem mod landet. Det kan dog stadig komme til at give Danmark særdeles blæsende vejr .

- Uvejret ser lige nu ud til at kulminere over De Britiske Øer, og det skal vi nok være rigtig glade for, siger han.

Eftersom der stadig er fem dage til fredag, så er der endnu en del usikkerhed i prognoserne, men er man afhængig af vejret fredag, som igen er en stor julefrokostdag, så er det en god ide at følge med i vejrudsigten.

- Vi er ret sikre på, at det bliver blæsende, men spørgsmålet er, om vi får endnu en storm. Det er en potentiel risiko og den holder vi skarpt øje med, siger Danny Høgsholt.