Kørte betjent ned

Politiassistent slynget hen ad vejen og kvæstet i forsøget på at standse knallert

Knallerten, som politiets teknikere nu vil finkæmme for spor i jagten på gerningsmanden

Fotomontage. På det indsatte billede ses knallertens bagskærm, som er forsynet med et markant klistermærke e.l.

1 af 2

Østjyllands Politi efterlyser føreren af en scooter, der onsdag aften kl. 23.01 påkørte og kvæstede en 31-årig politiassistent fra Østjyllands Politi.
 
Påkørslen skete i krydset Lystrup Stationsvej/Bygaden i Lystrup nord for Aarhus.

En politipatrulje ønskede at bringe knallerten til standsning, men føreren af knallerten ønskede ikke at standse og kørte direkte frem mod politiassistenten, der blev ramt af knallerten og slynget flere meter hen ad vejen.

Føreren af knallerten flygtede videre ad Lystrup Stationsvej, og knallerten blev senere fundet henkastet på Sønderskovvej i Lystrup på baneoverskæringen.

Knallerten er nu indbragt til politigården i Aarhus, hvor den skal undersøges for spor af politiets teknikere.

Politiet har kun et sparsomt signalement af gerningsmanden: En mand på ca. 18-20 år, som var iført mørk/sort dynejakke.

Henvendelse til Østjyllands Politi - tlf. 8731 1448 eller 114