Kontrol på Aarhus Havn

Miljøstyrelsen tjekker legetøj for kemiske stoffer

02:09

1 af 2

Et stigende problem med fund af farlige kemiske stoffer i børnelegetøj har fået miljøministeren til at kræve ekstra kontrol af importeret legetøj.

Den seneste uge har Miljøstyrelsen og Skat undersøgt importeret legetøj i containere på havnen i Aarhus for skadelige stoffer.

- For eksempel phthalaterne. De phthalater, der er forbudt. De er mistænkt for at være hormonforstyrrende og det er derfor, de er regulerede. Det handler rigtig meget om børns sundhed og at de ikke får for meget af det ved at tage tingene i munden, siger Peter Østergård Have, der er kontorchef hos Miljøstyrelsen.

Sidste år blev der importeret omkring 4700 tons legetøj fra Kina til Danmark - og det er også primært containere fra Asien, der er blevet undersøgt i løbet af ugen.

Og der er god grund til at være på vagt - ved en tidligere stikprøvekontrol af balloner i de danske butikker blev der fundet kræftfremkaldende stoffer i over halvdelen af varerne.

- Er det ulovligt, så skal de ikke være på det danske marked, de her produkter. Og det får de jo så at vide af miljøstyrelsen, siger Peter Østergård Have.

I indslaget øverst kan du se mere fra kontrollen på Aarhus Havn, hvor også miljøminister Kirsten Brosbøl (S) kiggede forbi.