Kontrol med lærere

Langmarkskolen i Horsens indfører kontrolmøder med skolens lærere

Lærer og læringsvejleder Tanja Grøn. Foto: Langmarkskolen

På Langmarkskolen i Horsens indføres der nu tre årlige møder, der har til opgave at sikre, at lærerene nu også lærer børnene, det de skal lære.

- Ledelsen har altid holdt møder med lærerne med det formål at holde sig orienteret om deres undervisning. Men det nye ved møderne er, at de skal opfattes som et mere systematisk fokus på, hvor dygtige eleverne er blevet. Vi skal sikre, at alle går i den samme retning, siger skoleleder Birthe Rasmussen i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune.

Hos skolens personale er der flere, der opfatter det som en øget kontrol med lærerne.

- Jeg ser det som en kontrol, når vi holder møder tre gange om året med lederne. Men kontrollen følges op af noget konstruktivt, der fører til, at hvis vi ikke når målene, finder vi i fællesskab ud af, hvordan vi kan gøre det, siger Tanja Grøn, der er lærer og læringsvejleder på Langmarkskolen, i pressemeddelelsen.

- Og jo, jeg kan da også godt få lidt præstationsangst. Der bliver jo taget konkret udgangspunkt i nationale test og data, og det kan man ikke snakke sig ud af. Man føler lidt, at man skal stå til regnskab og kan blive usikker, for 'falder dårlige resultater nu tilbage på mig selv', siger hun.

Møderne skal afholdes tre gange om året, og der skal der evalueres på, om skolen opfylder reformens mål for, hvilket niveau eleverne skal være på.

- Heldigvis er ledelsen god til at stille spørgsmål som for eksempel 'Hvad har I arbejdet med' og 'Hvad er planerne'. Det fører til refleksion, og det er dét, det hele handler om: ledelsen skal stille de lidt frække spørgsmål for at få os til at reflektere over vores undervisning, siger Tanja Grøn.