Kongelig ballet til Aarhus
"Tindrende tåspidsdans" i Musikhuset
Musikhuset Aarhus og Det kongelige Teater indleder et eksklusivt samarbejde som betyder, at en række balletter i de kommende år for første gang vil blive vist uden for København.
Første gang det sker er mellem jul og nytår i år, når Den Kgl. Ballet rykker ind i Musikhuset Aarhus med den eventyrlige ballet Tornerose i Christopher Wheeldons anmelderroste opsætning.
Samarbejdet indebærer, at Den Kgl. Ballet de næste tre år helt eksklusivt vil gæste Aarhus med en familieforestilling mellem jul og nytår - startende med helaftensballetten Tornerose i 2012.
Som medlem af DKK - Danske Koncert- og Kulturhuse - har Musikhuset Aarhus i mange år præsenteret en række skuespil, operaer og balletter fra Det Kgl. Teater på lige fod med andre kulturhuse. Men den nye aftale om at bringe årets juleballet eksklusivt til Aarhus udvider Musikhusets samarbejde med Det Kgl. Teater.
- Det har længe været et ønske at præsentere endnu flere opsætninger fra Det Kongelige Teater i Musikhuset Aarhus. Vi havde stor succes med "Kom Bamse, nu balletter vi" i efterårsferien sidste år. Derfor tror vi også på, at publikum fra hele Jylland vil tage imod det fantastiske tilbud om at opleve klassisk juleballet i Aarhus", siger Musikhusets direktør Marianne Bedsted
Balletten er som nævnt meget anmelderrost. For eksempel karakteriserede Berlingske Tidendes anmelder forestillingen som "Tindrende flot tåspidsdans"