Kommune vil købe Fængslet

Alle partier bag ny budgetaftale

Samtlige partier i byrådet i Horsens er enige om budgetaftalen for 2015 og overslagsårene 2016-2018.

Og borgmesteren i Horsens er glad for, at der er lavet en aftale med opbakning fra hele byrådet.

- Jeg er utrolig glad for, at et samlet byråd er enigt om, hvad vej Horsens Kommune skal. Vi er enige om, at Horsens er og fortsat skal være en vækstkommune, og at vi skal sikre væksten gennem en ambitiøs erhvervs- og bosætningsstrategi, en fortsat udvikling af de kommunale servicetilbud og videreførelse af vores succesfulde branding af Horsens som landskendt for koncerter og Fængslet, siger borgmester Peter Sørensen (S) i en pressemeddelelse.

Budgetaftalen betyder blandt andet, at Horsens Kommune køber Fængslet og arealerne omkring det af statens ejendomsselskab, Freja.

- Det betyder, at vi derved får de optimale rammer for en fortsat udvikling af Fængslet til et turistattraktion i international særklasse. Vi sikrer samtidig, at vores koncerter, Middelalderfestivalen og andre store events fortsat kan finde sted på og ved Fængslet, siger Peter Sørensen.

Borgmesteren håber, at den nye budgetaftale kan sørge for, at Kommunen undgår sparerunder og andet.

- Når vi igen i år kan have et konstruktivt og positivt grundlag for vores budgetlægning, skyldes det, at vores organisation arbejder med økonomien hele året. Det betyder blandt andet, at vi undgår de situationer, som flere kommuner rundt omkring os lige nu befinder sig i, nemlig de store sparerunder. Og jeg vil gerne kvittere overfor udvalg, ledere og medarbejdere, som alle loyalt og aktivt tager ansvar og bidrager til realisering af kommunens langsigtede økonomiske politik, siger Peter Sørensen.