Kommune gennemgår brandsikkerhed på alle plejehjem

Aarhus Kommune gennemgår brandsikkerheden på kommunens plejehjem. De har blandt andet undersøgt, om plejehjemmene har haft dispensation fra brandreglementerne

02:29

VIDEO: Lisbeth Thingholm er forstander på plejehjemmet Kristiansgården i Reder, og hun fortæller, at branden i Allingåbro har gjort indtryk, og Kristiansgården selvfølgelig imødeser de undersøgelser Aarhus Kommune laver.

- Vi går med livrem og seler.

Sådan siger bygningschef i Aarhus Kommune Marianne Weberg til TV2 ØSTJYLLAND.

Aarhus Kommune er nu i gang med at gennemgå brandsikkerheden på kommunens plejehjem. Kommunen har foreløbigt undersøgt sikkerheden på 13 af slagsen.

Læs også Plejehjem fik mange påbud om flugtveje inden dødsbrand

De 13 er udvalgt, fordi de enten ikke har sprinkleranlæg eller et automatisk brandalarmeringsanlæg med overførsel til brandvæsnet. Dog helt efter de gældende reglementer.

Beboerne og pårørende kan være helt trygge ved sikkerheden på de aarhusianske plejehjem.

Marianne Weberg, bygningschef, Aarhus Kommune 

- Beboerne og pårørende kan være helt trygge ved sikkerheden på de aarhusianske plejehjem. Men når der sker en ulykke, som der skete i Norddjurs Kommune, så vil vi gerne foretage nogle ekstra undersøgelser af, om vi kan gøre det bedre, siger Marianne Weberg.

Konkret har kommunen blandt andet undersøgt, om de pågældende plejehjem har haft dispensation fra brandreglementerne. Sådan, som det var tilfældet på plejehjemmet Farsøhthus i Allingåbro på Djursland, hvor tre ældre kvinder i august mistede livet i en brand.

Marianne Weberg oplyser, at der ikke er givet lignende dispensationer. Et enkelt plejehjem har dog dispensation til at bruge et sprinkleranlæg, der dækker mere end det maksimalt tilladte.

Sådan så det ud, da der var brand i plejehjemmet i Allingåbro på Djursland. Foto: Per Øxenholt

Undersøgelsen af de 13 plejehjem er den indledende øvelse til en større undersøgelse af samtlige plejehjem og en gennemgang af sikkerheden i samarbejde med brandvæsnet.

- Vi skal både se på de fysiske forhold. Og vi skal se på, om personalet er tilstrækkeligt klædt på i tilfælde af brand, siger Marianne Weberg.

'Vi er trygge'

En af de plejehjem, der foreløbigt er omfattet af kommunens undersøgelse, er Kristiansgård i Beder.

Her er der fuldt lovligt ikke monteret sprinkleranlæg. Ifølge Aarhus Kommune fordi, bygningen kun er i ét plan.

Ulykken i Allingåbro har gjort indtryk på Kristiansgård.

Når nogle beboere omkommer i en brand på en plejehjem, giver det altid stof til eftertanke.

Lisbeth Thingholm, forstander på plejhjemmet Kristiansgården, Beder

- Når nogle beboere omkommer i en brand på en plejehjem, giver det altid stof til eftertanke, siger forstander Lisbeth Thingholm til TV2 ØSTJYLLAND.

I år er plejehjemmet blevet renoveret. Herunder er der kommet helt nye brandsikringsfaciliteter. Blandt andet nye branddøre og røgkanaler.

- Både vi og beboerne er trygge, siger Lisbeth Thingholm, der samtidig understreger, at hun imødeser de undersøgelser, Aarhus Kommune er på vej med og hilser det eventuelle tiltag velkommen.

Tre kvinder døde i branden på plejehjemmet i Allingåbro på Djursland. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Læs også 80 østjyder mister jobbet: Vestas gør klar til stor fyringsrunde

Hvem skal betale?

Senest i første halvår af 2019 skal handleplanen, ifølge Aarhus Kommune være rullet ud. 

Herunder skal det også afdækkes, hvor stor en del af kagen, Aarhus Kommune kan og må betale. 

Plejehjem er nemlig at sidestille med lejeboliger. Derfor kan regningen for eventuelle tiltage ende hos beboerne via huslejen.

Fra politisk side lyder det dog, at der bør kunne findes en løsning. Ældrerådmand, Jette Skive, DF, mener ikke, de ældre skal betale.

- Vi skal sørge for, at det, vi lejer ud til nogle svage borgere, der er alt, som det skal være. Og det skal ikke gå ud over deres husleje.

Aarhus Kommunes handlingsplan

Uge 38:
  • Plejehjem med laveste sikringsniveau: Gennemgang af om der er givet dispensationer fra brandkrav
  • Brev udsendes til forstandere på alle plejehjem med opfordring til at melde tilbage vedr. bekymringspunkter ift. brand
  • Møde med Østjyllands Brandvæsen om handlingsplanens udrulning
  • Gennemgang af resterende plejehjem ift. om der er givet dispensationer fra brandkrav (inden uge 42) 
     
Okt. 18 
  • Gennemgang af alle plejehjem i samarbejde med Østjyllands Brandvæsen for at sikre at brandsikkerheden er i orden og afdække evt. forbedringer (oktober – november)
  • Løbende afdækning af økonomi i forbedringstiltag (okt. – primo dec.)
  • Statusmøde med Østjyllands Brandvæsen
Nov. 18 
  • Afklaring af hvor stor en andel kommunen kan og må finansiering af de anbefalede tiltag. Evt. tilretning af tidsplan afhængig af om kommunal finansiering skal søges via byrådet ifm. budgetforhandlinger
  • Statusmøde med Østjyllands Brandvæsen
     
Dec. 18
  • Indkaldelse til ekstraordinære afdelingsmøder på de almene plejehjem
     
Jan. 19
  • Afholdelse af ekstraordinære afdelingsmøder, hvor beboerne beslutter om de vil godkende de tiltag, som skal finansieres over huslejen.
     
1. Halvår 2019
  • Udførelse af de vedtagne tiltag
     
Kilde: Aarhus Kommune

Læs også 100 år med socialdemokratisk borgmester: - Det er usædvanligt