Kommer til Randers 1. maj

Helle Thorning-Schmidt taler til 1. maj-arrangement i Randers

1. maj er som bekendt Arbejdernes Internationale Kampdag, og det bliver markeret flere steder i Østjylland.

Blandt andet i Randers, hvor Socialdemokraterne i Randers Kommune og DSU Randers inviterer til morgenmøde i Fritidscentret.

Udover kaffe og rundstykker er der arrangeret flere talere til morgenmødet, der begynder klokken 6.30.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er første taler på talerstolen, når hun klokken 6.35 tager ordet.

Herefter følger Randers-politikeren Maja Panduro, der er Socialdemokraternes politiske ordfører.

Hun overlader talerstolen til Folketingskandidat Malte Larsen, og til sidst slutter Line Kofoed Romanini morgenen af.

Morgenmødet i Fritidscentret slutter klokken 8.00.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt får sig en travl dag med besøg flere steder, inden hun ifølge LO Hovedstaden er hovedtaler til årets 1. maj-fest i Fælledparken i København.