Kommer den hjemmesejr?
Silkeborg IF er uden sejr på hjemmebane i Superliga-sæsonen
Træner Kim Poulsen har tidligere garanteret den, men den er ikke kommet endnu. Med 'den' menes Silkeborg IF's første hjemmesejr i Superliga-sæsonen.
Otte nederlag og fire uafgjorte er resultatet af Silkeborgs 12 kampe på hjemmebane i denne sæson, men nu skal det være anderledes.
Det mener angriber Morten Beck, der sammen med resten af mandskabet tager imod Sønderjyske lørdag.
- Vi vil rigtig gerne have de tre point på hjemmebane og give fansene en oplevelse. Vi har ikke sunget sejrssangen på hjemmebane i indeværende sæson, og det er vi meget opsatte på, siger Morten Beck til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det skal helst allerede ske lørdag, mener han.
- Den ligger rigtig godt til os. Der er gode muligheder for os. Vi skal være mere effektive, og så skal vi være en tand skarpere i tanke og handling. Vi har stadig troen på, at vi sagtens kan, selv om vi ikke har scoret i tre kampe, siger Morten Beck.
Skidt periode
Han nævner selv, at Silkeborg IF var inde i en god periode med otte point i fem kampe, inden de nu har tabt tre i træk.
- Jeg synes ikke, at der er en stemning i truppen af, at vi allerede er rykket ned. Vi kan ikke gøre os for store forhåbninger, men vi jagter succesoplevelser, og til den her kamp er en hjemmesejr et godt udgangspunkt for succes, og den er vi meget målrettede efter at få hjem, siger Morten Beck.
Kampen fløjtes i gang lørdag klokken 17.00, og du kan følge med LIVE på tv2oj.dk.
Du kan også se kampen på TV3 Sport 1