Kold dukkert for Randers FC
Et par dumme forsvarsfejl betød, at kronjyderne måtte se sig besejret af FC Midtjylland på et råkoldt Essex Park Randers.
Det var med blandede følelser, at hovedparten af de godt 3.300 tilskuere mandag aften forlod Essex Park Randers.
Trods en isnende kulde blev der disket op med ganske underholdende spil fra de to hold på banen, Randers FC og FC Midtjylland. Der var masser af målchancer, og intensiteten var høj. Til gengæld var resultatet ikke noget at skrive hjem om - i hvert fald ikke set med randrusianske øjne.
Opgøret endte med sæsonens første hjemmebane-nederlag til kronjyderne, der tabte kampen 1-2.
Matchen var kun 12 minutter gammel, da en forsvarsfejl fra Randers' Issah Ahmed bragte FC Midtjylland på sejrskurs. I stedet for at koncentrere sig om sin markering så ghaneseren passivt til, da midtjydernes Mikkel Thygesen hårdt bankede bolden i mål fra højre side af straffesparksfeltet.
Kom tilbage i kampen
Midt i halvlegen kom Randers dog tilbage i kampen på et perlemål af klubbens topscorer, Marc Nygaard. Den tårnhøje angriber tilbagelagde mere end en halv banehalvdel, inden han alene med målmanden kanonerede bolden i netmaskerne.
Glæden varede dog kort. Efter et midtjysk hjørnespark fik randrusianerne ikke bolden væk, hvorefter en umarkeret Frank Kristensen let kunne gøre det til 2-1 til gæsterne.
Efter pausen blev opstanderne testet i begge ender af banen. Alligevel blev der ikke scoret yderligere, og dermed endte det hele med sæsonens første kronjyske nederlag på Essex Park Randers.
Efter kampen erkendte Randers' keeper, Kevin Stuhr-Ellegaard, at forsvarsfejl var årsag til, at kronjyderne ikke fik point.
- Vi placerer os forkert. Det er måske sådan lige et switch off, man har et øjeblik. Men det er der bare ikke plads til på det her niveau, sagde Randers-målmanden efter kampen til TV 2 Sport.