Kog vandet på Helgenæs
Drikkevandet fra to vandværker i Syddjurs Kommune er forurenet
Beboerne på Helgenæs skal koge vandet fra hanerne, inden det drikkes.
Kogepåbudet kommer efter, at der er fundet såkaldte coliforme bakterier i vandet fra Esby Vandværk og Sletterhage Vandværk.
- Coliforme bakterier kan tyde på en forurening fra overfladevand. Bakterien er ikke sygdomsfremkaldende i sig selv, men trives hvor der kan findes sygdomsfremkaldende bakterier. Hvis man bliver syg, skal man kontakte egen læge, oplyser Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Esby Vandværk og Sletterhage Vandværk forsyner tilsammen cirka 475 ejendomme med drikkevand. Omkring 350 af ejendommene er sommerhuse.
Kogeanbefalingen gælder, indtil nye analyser har påvist, at forureningen er ophørt. Syddjurs Kommune forventer, at nye analyser er klar i den kommende uge.