Københavnerpiger på landet: - Vi flytter på gård når vi er gamle nok
Piger fra Indre København er i tre dage på besøg på gården Brunbak i Lemming
Vækkeuret ringede kvart i seks i Lemming for to københavnerpiger. De to piger bor i tre dage hos landmændene Anne og Michal Jokumsen.
Besøget er en del af Arlas initiativ Junior Landmand, hvor to 6.-klasser fra Sølvgades Skole i Indre København er fordelt ud på jyske gårde. De to piger, Mathilda og Sille, er meget begejstrede for livet på landet.
- Det er vildt fedt at være her. Vi flytter på gård, når vi er gamle nok, fortæller Sille Marie Ellgaard Jacobsen, som går i 6.V på Sølvgades Skole.
Forskelle på land og by
Pigerne er vant til at have vennerne på samme vej og have 50-100 meter til nærmest supermarked, hvor der på gården er seks-syv kilometer.
- Det fede ved at bo i byen er, at man er tæt på alt og alle ens venner, fortæller Sille Marie Ellgaard Jacobsen.
Det er de begge to enige om, men de er vilde med livet på gården.
- Jeg elsker, at der er dyr her. Der går hunde og katte rundt over det hele. Jeg synes, at deres gård er så hyggelig og pæn. Jeg troede mere bare, at det ville være en gård. Der er gjort meget ud af det, siger Mathilda Otte Nørøxe, som går i 6.V på Sølvgades skole.
Mærk livet på landet
De bor hos landmanden Michal Jokumsen, og han synes, at det er vigtigt, at børn kommer ud og oplever landet.
- Det er vigtigt, at de kommer ud og ser dyrene i øjenhøjde og mærker duftene. Det er vigtigt at lære, hvordan vi gør det, siger Michal Jokumsen, som er landmand til TV2 ØSTJYLLAND.
Pigerne har fået lov til at være med i dagligdagen og fået opgaver, som de har skullet klare.
- De var oppe kl. 5.45 i morges, fordi de skulle møde chaufføren, der henter mælken. De er med som føl, men de får lov til at fodre kalvene og tage kvier ind. Deres dag slutter ved sekstiden, hvor de skal være med til at lave noget aftensmad, fortæller han.
Michal Jokumsen er overrasket og imponeret over, at de to piger ved så meget på forhånd.
- Jeg har været spændt på, hvor meget de vidste. De har lavet deres forarbejde godt, de ved rigtig meget på forhånd. Men jeg tror stadig, at de er positivt overraskede.