Kødfusk hos Danish Crown
Udenlandsk kød solgt som dansk
Slagterigiganten Danish Crown med hovedsæde i Randers har opkøbt udenlandsk kød, forlænget sidste salgsdato og påstår, at det er produceret i Danmark. Det skriver 24timer.
Kødet kan købes i danske Aldi-butikker, der i øjeblikket forhandler Danish Crowns dybfrosne oksemørbrad. På etiketterne står, at mørbraderne er produceret i Danmark af Danish Crown, og at de mindst kan holde sig til august 2012.
Men på kød, som 24timer har købt, sidder der en gammel etiket, som afslører, at kødet har haft en holdbarhed til juni 2011, har været opbevaret ved en anden temperatur og slet ikke er produceret i Danmark.
På intet tidspunkt, fra varepartiet forlod Holland, til det landede i butikkerne, blev det taget ud af den hermetisk lukkede plastemballage, så Danish Crown må ikke påstå, at det er dansk produceret og under ingen omstændigheder give det en ny holdbarhedsdato, skriver 24timer